Sørme om torsdag den 11. juni ikke blev dagen, hvor Kōhī skulle på kærestetur i det nordjyske! Hun havde fået målt progesteron første gang torsdag den 4. juni (0,15ng/ml) og anden gang mandag den 8. juni (2,09ng/ml).
Efter endnu et besøg hos Dyrlægegruppen Dania, Hinnerup og Hammel, fik jeg at vide (progesteron: 14,–ng/ml. Glemte at høre efter decimalerne.), at nu var det tid til at tage op til Michael og Hector.
Hector og Kōhī fik sagt fint hej til hinanden, og han var så sød og rolig overfor hende, og tog sig tid til at se hende an.
Men så løb hun ellers om hjørner med ham. Bogstaveligt talt. Rundt i haven, ind i skoven, rundt om træet, ned i det mudrede vandhul.
Man kunne godt se, hun vidste, hun skulle gøre et eller andet, men var lidt usikker på hvad. Efter et par forsøg fra Hector fik de begge en lille pause. Vi prøvede igen og Kōhī fik en snor på, så hun kunne stå lidt mere stille. Et par gode forsøg mere fra Hector, men ikke helt i mål.
Vi puttede hundene i bil og bur, og gik ind og fik lidt at drikke. Da der var gået en god halv time, meddelte Hector meget højlydt, at han var klar igen.
Denne gang lykkedes det!! Kōhī syntes dog, det var noget spøjst noget.
Vi futtede hjemover, spiste aftensmad og så var Kōhī grydeklar.
Fredag eftermiddag kørte vi atter nordpå, og denne gang mente Kōhī så, at Hector skulle bestiges!! Efter lidt fjolleri fandt de ud af det, så nu bliver det spændende at se, hvad der kan komme ud af det.
